Go2Green
Forside


Tilmelding til nyhedsbrev


Vidste du, at...

 

... det er nemt at komme i gang med energiforbedringer?

 

Besøg GO2Greens udbudsportal www.grønneenergitilbud.dk, og få op til 3 energirigtige tilbud på din opgave fra sydfynske, miljø- og kvalitetsbevidste fagfolk. - Det er nemt, gratis og uforpligtende.

Nyheder / Det sker!

Tilbage

29. januar 2018


Nemmere at være elbilist på Sydfyn

Alle er velkomne mandag d. 29. januar 2018 kl. 14.00, hvor Borgmester Bo Hansen sammen med elever fra valgfaget Fremtidens energiformer indvier ladestanderen ved Tåsingeskolen, Eskærvej 69, 5700 Svendborg.

 

Projektleder i GO2Green Niels Christian Nielsen vil efterfølgende byde på boller og varm kakao i Sundhøj Energihus, Eskærvej 73.

 

Er man elbilist eller overvejer at blive det, er det nu blevet endnu mere attraktivt at bo i det sydfynske eller at tage turen hertil. Det lokale klimainitiativ GO2Green og elbiloperatøren CLEVER har netop opsat tre nye 22 kW-ladestandere på strategiske steder i Svendborg Kommune.

 

De nye ladestandere kan oplade to elbiler ad gangen og er placeret på Tåsinge, i Vester Skerninge og Lundeborg på p-pladser, som er forbeholdt elbiler. Det er en klar oprustning af opladning til elbiler i kommunen, hvor der hidtil primært har været ladestandere i Svendborg bymidte.

 

Placeringen foran Tåsingeskolen er oplagt, ikke blot for lokale, men også for de mange rejsende til og fra bl.a. Tyskland, der kører tæt forbi. Ladestanderen i Vester Skerninge betyder, at der nu også er opladning på strækningen mellem Svendborg og Faaborg. Endelig er der opsat en stander tæt på havnen i Lundeborg, hvor en del turister, sejlere og gæster har deres gang.

 

GO2Greens fornemste opgave er at understøtte den grønne omstilling, og en ikke uvæsentlig del af denne står og falder med privatbilismen og en bæredygtig trafikudvikling.

 

”I GO2Green har vi bæredygtige bagtanker med alt, hvad vi gør, og med opsætningen af de nye ladestandere har vi gjort det lidt nemmere for borgerne at skifte til elbil, og vi har gjort en positiv forskel i lokalsamfundene. Vi er godt klar over, at alle i Svendborg og omegn ikke vil styrte ud og investere i en elbil blot pga. tre ladestandere, men det er endnu et skridt på vejen”, siger projektleder i GO2Green, Niels Christian Nielsen. Han tilføjer: ”Håbet er, at vi inden længe kan gentage succesen med opsætning af ladestandere i Langeland Kommune, hvor der pt. slet ingen offentlige opladningsmuligheder er”.

 

”CLEVERs ambition er at gøre det let at køre elbil, og med de nye ladestandere i det sydfynske er det nu blevet endnu nemmere at finde et sted at lade bilen op, hvad enten man bor i området eller skal bruge strøm på farten”, udtaler CEO i CLEVER, Casper Kirketerp-Møller.

 

Opsætningen af ladestanderne er muliggjort af en donation på 246.250 kr. fra SEAF – Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond til GO2Green. Driften varetages af CLEVER.

 

 

 

De tre nye CLEVER ladestandere står på følgende adresser:

-        Eskærvej 69, 5700 Svendborg – Tåsingeskolen

-        Mads Hansens Vej 13, 5762 Vester Skerninge – Vester Skerninge Hallen

-        Havnevej i Lundeborg, 5874 Hesselager – offentlig P-plads

 

 

Oplysninger om CLEVERs ladestandere:

Ladestanderne kan benyttes af alle elbiler, enten med abonnement eller ladekort fra CLEVER eller ved at betale på stedet via CLEVERs sms-opladning.

 

CLEVERs ladenetværk består af 1.500 ladepunkter, der passer til alle elbiler. CLEVERs ladekort giver adgang til CLEVERs ladestandere i både Danmark, Sverige og Nordtyskland.

 

CLEVERs app: https://clever.dk/clever-app/  viser vej til alle CLEVERs ladestandere i både Danmark, Sverige og Tyskland. App’en fortæller også, om ladestanderne er ledige.

 

CLEVER i Danmark er ejet af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, Eniig og Energi Fyn og har eksisteret siden 2009. CLEVER i Sverige blev etableret i 2015.

 

Det sker

18. maj 2018

Skoleelever på termografisafari i Sundhøj Energihus

Termografikameraer som læringsredskaber

3. maj 2018

Ikke gang i svingdøren hos GO2Green

Generalforsamling 2018 i Sundhøj Energihus

6. marts 2018

Vores konkurrence på Boligmessen i SG Huset 24.-25. februar 2018

Vinderen er fundet!

Se alle events

 

Copyright © GO2Green  |  Forskerparken Svendborg  |  Kullinggade 31E  |  DK-5700 Svendborg  | +45 20 47 96 38  |  info@go2green.dk  |  Betingelser